Berlingske Tidende 8. juli

Hvad indad tabes

af Mogens Rüdiger

5 ud af 6 stjerner

I Danmark er landvinding omgærdet af en nationalistisk mytologi. Men jagten på mere jord til opdyrkning gjorde mere skade end gavn.

Hvad udad tabes skal indad vindes, lyder et godt dansk ordsprog. Danmark tabte Slesvig og Holsten i 1864, og det reducerede endegyldigt Danmark fra et relativt stort rige til en småstat. Men aldrig en ubetydelig småstat. For rækken af forsmædelige nederlag fik danskerne til at koncentrere sig om vores egentlige ressource. Ved at opdyrke den unyttige jord, ved at afvande fugtige landområder, ved at lægge mere jord under plov, blev et større Danmark skabt. Et produktivt rige, der med snilde og ihærdighed kunne stå sig med de store og stærke.

Denne fortælling har kørt som en båndsløjfe, lige siden Det Danske Hedeselskab blev stiftet i 1866. Ja, man kan stadig læse den i Den Store Danske Encyklopædi. Men nu piller miljøjournalisten Kjeld Hansen glansen af myten i et storværk, der både er overbevisende og mere spændende end en krimi, måske fordi den handler om den virkelige verden.

Hedeselskabet er den gennemgående figur i Kjeld Hansens opgør med myterne. Selskabet blev grundlagt af ingeniør Enrico Dalgas som en privat virksomhed, men med en klar politik om, at staten skulle yde store tilskud til arbejdet og ellers blande sig så lidt som muligt.

Tanken om landvinding var langt fra ny. Den blev populær i Oplysningstiden i kraft af videnskabeliggørelsen og de storslåede idéer om at reformere samfundet, herunder at underlægge sig naturen. Hedeselskabets opdyrkning af heden var helt i denne fremskridtets ånd: naturen skulle tjene mennesket, og når det nu kunne blive en god forretning at opdyrke heden, så var det bare at gå i gang.

Det er imidlertid ikke den tidlige del af Hedeselskabets historie, der interesserer Kjeld Hansen , ud over at det er på denne tid, at myterne formuleres. Hovedparten af bogen handler om tiden fra loven om landvinding blev vedtaget i 1940 til ca. 1970, en periode Hedeselskabet brugte eller forsøgte at bruge loven til at sætte sit præg på det ganske land.

Hvorfor lov?

Hvorfor var der brug for en lov om landvinding? Det var ikke længere fremmede magter, der erobrede dele af riget, men befolkningstilvæksten og urbaniseringen, der i stigende grad lagde beslag på landbrugsjord til skade for den samlede produk­tion. Argumentet var logisk, men om det kunne bære, var der ingen interesse for. I stedet bevilgede staten store midler til landvindingen, som i det store og hele blev varetaget af Hedeselskabet, der i nogle tilfælde både var indstillende, godkendende og kontrollerende instans. At man begunstigede sig selv på bekostning af andre interesserede i landvinding lå lige til højrebenet.

Hedeselskabets virksomhed havde ikke været muligt, hvis ikke der havde været en politisk opbakning. Statsministre som I.C. Christensen og Thorvald Stauning støttede sagen, ligesom landbrugsminister på landbrugsminister - uanset partifarve - bakkede op frem til 1960erne. Først da svandt interessen for landvinding og blev langsomt, men sikkert erstattet af miljøhensyn, dog ikke så meget i landbruget som blandt politikere. Indtil da var landbrugets interesser vigtigere end alt andet, og de blev varetaget i skøn samdrægtighed af Hedeselskabet og Statens Landvindingsudvalg under ledelse af landbrugsministeriets departementschef.

Kjeld Hansen karakteriserer dele af samarbejdet, især til og med 1950erne, med ord som løftebrud, favorisering, nepotisme, dobbeltspil og korruption. For sagens skyld, aldrig personlig vinding.

Mere landbrugsjord

Landvinding var mange ting. Dræning, mergling, afvanding, inddæmning af søer, fjorde, åer eller rørlægning heraf. Alle aktiviteter der resulterede i mere landbrugsjord eller, i enkelte tilfælde, rekreative områder.

Niels Basse var Hedeselskabets direktør gennem mange år, fra 1943 til 1959. Han tænkte store tanker. Højdepunktet var en plan fremsat i januar 1953 for et nyt Danmark i form af en oversigt over inddæmningsmuligheder. 120 områder blev der peget på. De mest spektakulære var inddæmningen af en god bid af Limfjorden, det sydlige Ringkjøbing Fjord, Mariager Fjords munding, området mellem Ærø, Langeland og Fyn, Smålandshavet, bæltet mellem Møn og Sjælland samt Roskilde Fjord.

Kun få af de store projekter blev gennemført, og det lykkedes aldrig Basse at overbevise danskerne om vigtigheden heraf, måske fordi det langt fra var indlysende, at der var brug for flere sandede arealer eller jord af tvivlsom dyrkningskvalitet.

Der var uden tvivl nogen af projekterne, der levede op til de målsætninger, der blev stillet. De har ikke Kjeld Hansens store interesse. Men alt for mange var de rene fiaskoer, enten fordi de var dårligt forberedt, eller ingen mening gav. Projekter måtte opgives efter nogle år, fordi vandet ikke kunne holdes væk, mens dyrkning i andre tilfælde var fuldstændig afhængig af kunstgødning.

Flere af projekterne var direkte overgreb på naturen. Nogle af de bedst kendte er Skjern Å, Mariager Fjord og Filsø nord for Varde, der engang var Danmarks næststørste sø. Fælles for alle landvindingerne er, at det er gået ud over både flora og fauna og har resulteret i en umådeholden forurening. Det har siden kostet kassen at genoprette de værste af Hedeselskabets katastrofer.

Idealisterne og fiskerne

Landvindingen blev jævnligt mødt med kritik. De to vigtigste modspillere var Naturfredningsforeningen og fiskerne. Naturfredningsforeningen bestod af velmenende idealister, der ydede en indsats for naturbevaringen, men som gang på gang kom til kort i forsøget på at redde naturen fra Hedeselskabets benhårde direktører og bestyrelsesformænd. Først i 1980erne blev Naturfredningsforeningen en stærk interesseorganisation i kraft af makkerparret Svend Bichel og David Rehling.

Fiskerne stod ligeledes svagt. Til gengæld kunne de sammen - i øvrigt med dambrugerne - jævnlig påvise, at forureningen i forbindelse med Hedeselskabets projekter resulterede i døde fisk. Det kunne bruges af politikere med miljø på dagsordenen.

Da interessen for og midlerne til landvindingen forsvandt, blev der sat punktum for et af de uheldige kapitler i moderniseringen af Danmark. Hovedpersonerne vidste bedre end andre, de troede på sagen, brændte for den. Problemet var bare, at tiden har vist, det var en dårlig sag, de brændte for. De tog fejl, simpelthen.

Hedeselskabet har de senere år lagt stilen om og er i dag et selskab, der blandt andet arbejder med miljørådgivning. Forhåbentlig med bedre held.

Kjeld Hansen dokumenterer til overmål, at landvindingen ikke var en landvinding. Fortællingens kerne er historien om forholdet mellem forståelsen af natur, erhverv og politik, og den engagerede kritik af magten, der bærer bogen, er fremragende formidlet. Faktisk har jeg kun ét forbehold over for de 848 sider: alt for ofte under læsningen sad jeg med en fornemmelse, at nuancerne i fortællingen er udeladt. Er historien virkelig så entydig?