Det
tabte land |
|
|
Frederiksborg Amts
Avis 29. april 2008:
Naturens
triste historiebog
I
et stort bogværk, der udkommer i morgen, beskriver miljøforfatteren
Kjeld Hansen
, hvordan 30 års systematisk indvinding af fjorde, søer og moser til
landbrugsjord har forringet danske naturværdier.
Af
Henrik Fisker
Det
vakte opsigt, da
Kjeld Hansen
i november 2003 i sin bog »Der er et yndigt land« beskrev, hvilket
kolossalt tab den danske natur havde lidt som følge af den
statsfinansierede indvinding af adskillige fjorde, søer og moser. Her
godtgjorde forfatteren, at der som oftest kun var kommet ringe
marginaljorder uden stor landbrugsværdi ud af de fleste indvindinger,
samtidig med at adskillige dyr, fugle og planter er i hastig tilbagegang
eller helt udryddet som ynglefugl - den hvide stork som ét af de mest
kendte eksempler.
Nu foreligger efterfølgeren til denne kortlægning af arternes
tilbagegang: »Det tabte land« er en mammut af en historiebog, der
beskriver, hvordan det kunne lade sig gøre, at det danske landskab på få
årtier så grundlæggende ændrede karakter.
Beretningen tager sin begyndelse i midten af 1700-tallet, da den tyske
grev Adam Moltke er landets egentlige regent, mens Frederik V har travlt
med jagtselskaber, aparte seksuelle tilbøjeligheder og overdreven hang
til spiritus.
Kongen forærer sin statholder og senere hofmarskal flere store godser,
bl.a. Bregentved ved Haslev og Lindenborg Gods i Himmerland. I tilgift får
greven Lille Vildmose, som han straks går i gang med at forvandle til
frugtbar agerjord og dermed den første større landvinding i
danmarkshistorien.
Herfra går historien om det danske landskabs historie videre og slutter først
for få måneder siden.
Hovedvægten i bogen ligger dog i perioden fra 1940 til 1970 - de tre årtier,
hvor Statens Landvindingsudvalg, ifølge forfatteren, havde nærmest
uindskrænket magt til med skatteydernes penge at forvandle vigtige
naturområder til landbrugsland. En epoke i Danmarks nyere historie, der
startede med, at samlingsregeringen under den tyske besættelse ville
skabe et beskæftigelsesprogram for at imødekomme social nød under
krigen.
Landvindingerne fortsatte dog ufortrødent de næste 30 år - ivrigt tilskønnet
af de to kræfter bag indvindingen: de troende, der af idealistiske grunde
ville øge landbrugets samlede areal, og spekulanterne, der kun tænkte på
at forøge egen vinding og rigdom.
Stor research
Kjeld Hansen
er en systematisk forfatter, der betjener sig af en frygtindgydende
grundighed i sin indsamling af oplysninger. Han har de seneste tre-fire år
gennemrejst landet på kryds og tværs, har gået på samtlige 174 inddæmninger,
beset alle pumpehuse, skuet ud over 200 udtørrede søer og talt med
lokale folk overalt for at få øjenvidneberetninger om, hvordan det
skete.
Derfor kan man i bogværkets 100 kapitler, fordelt på 848 sider, læse
detaljeret om, hvordan store og små vandområder er blevet tørlagt, hvem
der trak i trådene, og hvem der, som tiden gik, fik mere stemme i mod
indvindingerne.
Forfatteren ruller et drama op mellem aktørerne: først og fremmest det
store almægtige Hedeselskabet og dets driftige talsmænd og på den anden
side Danmarks Naturfredningsforening, som blev stiftet som direkte modvægt
mod landvindingsbevægelsen. Fortættet som i en kriminalroman beskrives
de store dramaer om naturen - herunder alle intrigerne internt i disse to
bastioner - baseret på forfatterens enorme skriftlige kildemateriale.
Bonushistorier
Bogen er hele vejen skrevet i en stringent sprog, der gør det let at
sluge kapitel efter kapitel. Netop Kjeld Hansens grundighed gør, at læseren
i tilgift får en række andre beretninger, som ikke direkte relaterer sig
til bogens hovedtema: landindvindingen.
Det gælder f.eks. den i øvrigt spændende historie om mælkestrejken i
1961, hvor Landbrugsrådets præsident,
Anders Andersen
, spillede dobbeltspil ved at lade sine medlemmer hælde mælken i
kloakken frem for på mejeriet, samtidig med, at han havde fået opfyldt
de fleste af sine krav i en hemmelig aftale med statsminister Viggo
Kampmann.
Heller ikke jordlovene, der to år senere faldt dramatisk ved en
folkeafstemning, eller andelssvineslagteriet i Bjerrringbro, der i 1970 hældte
urenset spildevand i Gudenåen, har direkte forbindelse til
landvindings-spørgsmålet, men er naturligvis væsentlige elementer i den
nyere historie om dansk miljøpolitik.
Men der er nok andet at tage fat på i bogen. Til det mere groteske hører
forslag om at inddæmme hele Vadehavet, dele af Kattegat, så Læsø,
Anholt og Samsø bliver landfaste med Jylland, Det Sydfynske Øhav, Smålandshavet
og det meste af Øresund - projekter, som end ikke Hedeselskabet ville røre
ved.
Så er der de projekter, som trods store investeringer slog fejl - f.eks.
Saltbæk Vig ved Kalundborg og Bygholm Vejler i Hanherred, der i dag
faktisk er blevet ét af Nordeuropas største fuglebiotoper. Endelig får
vi beskrivelsen af de store genopretningsprojekter, hvor myndighederne i
dag bruger penge på at rette op på skaderne.
Genslyngningen af Skjern Å er givetvis det mest ambitiøse i denne
kategori, og
Kjeld Hansen
beskriver med troldsplinten i øjet, hvordan det lykkes de samme bønder
med et par årtiers mellemrum at få statstilskud to gange til først
udretning og dernæst genopretning af åen på deres jorder.
Partsindlæg
Forfatteren lægger på ingen måde skjul på sin egen holdning til det
stof, som han behandler - se blot uddraget fra forordet i boksen her på
siden - og dermed er det slået fast, at »Det tabte land« er et
partsindlæg i debatten om forandringen af det danske landskab.
Men uagtet dette er bogen et værdifuldt dokument i en vigtig debat til
forståelsen af den tilstand, som Danmarks natur befinder sig i.
Med bogens titel slår forfatteren netop fast, at betydningen af de berømte
ord: »Hvad udad tabes, skal indad vindes« fra grundlæggeren af
Hedeselskabet, Enrico Mylius Dalgas, faktisk kan diskuteres.
|