Jyllandsposten den 7. juni

Kjeld Hansen: Det tabte land

af Gerhardt Eriksen

Stor bog om det danske landskabs udvikling præsenterer både skurke og helte.

MILJØ

De fleste historikere dvæler, når det drejer sig om Danmarks historie i tiden fra den tabte krig i 1864, ved store projekter som opdyrkningen af den jyske hede, kultiveringen af moser, vandlidende områder og klitter. Landvinding med ét ord.

Det gælder ikke Kjeld Hansen, naturens og naturfredningens ihærdige søn, journalist, forfatter og konsulent i bæredygtighed, når han som her dykker ned i Danmarks historie fra 1750 til dato.

Hans imponerende stofmættede skildring af perioden til nu har tværtimod fået titlen ”Det tabte land”, fordi de forkerte kræfter - efter Kjeld Hansens opfattelse - har erobret magten over det smukke naturreservat Danmark og gjort det til det landbrugsland, vi trods alt stadig lever i.

Med forkerte kræfter menes ikke mindst godsejere til alle tider, herunder nazistiske under Besættelsen, bureaukrater, Indre Mission i Vestjylland, politikere (næsten altid fra partiet Venstre) samt først og fremmest Det danske Hedeselskab lige fra stifteren, Enrico Dalgas, hvis indsats forfatteren ikke levner meget, over den mangeårige direktør Niels Basse (som er overskriften på en tredjedel af bogen) til nutidens mænd.

Skurke og helte
Enhver bog bør foruden skurke rumme helte, og dem finder man næst efter Jeppe Aakjær primært omkring Dansk Naturfredningsforening, især de skiftende præsidenter og direktører. Foreningen blev grundlagt i 1911, og sidste halvdel af bogen er foruden dansk landbrugs og landvindingens historie også meget tydeligt denne forenings historie.

Forfatteren har et fabelagtigt førstehånds kendskab til den danske natur (som der immervæk fortsat resterer en del af), og bogen er smykket med mange flotte farvefotoopslag fra vort skønne land. Men selv foretrækker han at dvæle ved fortidens synder, ikke mindst de mange projekter, Hedeselskabet satte i gang, navnlig hvis de mislykkedes.

Kjeld Hansen er grundig, og han er godt inde i arkiver og litteratur, og som et redskab til den skiftende miljødebat er bogen meget oplysende.

Her kan anmelderen ikke undlade at pege på den rolle, Morgenavisen Jyllands-Posten (hvor Kjeld Hansen fik sin første journalistiske oplæring) har spillet.

»Den konservative avis«, som han kalder den, lagde faktisk spalter til skarp kritik af både Hedeselskabet og landbruget, eksempelvis Århus-professoren H.M. Thamdrup i 1956 og den unge politiker Ritt Bjerregaard i 1985. For ikke at glemme JP's forside fra 1970 med et afslørende farvefoto af forureningen af Gudenåen ved Bjerringbro.

Noget mangler
Bogen har en dokumentation af naturødelæggelser i Danmark, som det er svært at komme uden om, men set som en historisk fremstilling synes man, at der mangler noget.

F.eks. lidt anerkendelse eller i det mindste en registrering af dem, der engang ryddede marken for sten og siden dyrkede jorden, så dansken kunne få brød på bordet.

Når den slags nævnes, er det i en ironisk omtale af prologen ”Det vundne land”, som blev skrevet til Hedeselskabets 100-årsjubilæum.

Bogen er rent bogstaveligt tung, men frisk og forståeligt skrevet. Med en hel del overflødigt fyld, f.eks. beskrivelser af sager mod nazistiske storlandbrugere og andre i Kjeld Hansens sorte bog.