Kristeligt Dagblad 16. maj 2008

En plet med en dal og lidt siv

DET TABTE LAND. Miljøskribenten Kjeld Hansen dokumenterer overgrebene på den danske natur i årets mest nødvendige bog.

Af Hans Edvard Nørregård-Nielsen

I 2003 udgav miljøskribenten Kjeld Hansen "Der er et yndigt land", som med sin veldokumenterede status over den konstante ødelæggelse af Danmarks natur burde have sat et skel mellem dengang og nu. Præsentationen af bogen var henlagt til Christiansborg, så alle de ansvarlige for nationens ve og vel havde mulighed for at drøfte den armodighed, der grim som en uhelbredelig sygdom vandrer hånd i hånd med livet ude i selv vores pinseliljevejr. Alle overgrebene mod naturen og deres accelererende mængde af konsekvenser er en af de regninger, der nu skal afdrages med ågerrenter og naturligvis især af os, der har et hovedansvar. Derfor er det nu, som dengang man gennemførte overgrebene mod Skjern Å, lettere at mistænkeliggøre indsigelserne end at forene kræfterne om en mulig løsning, og jeg erindrer kun to politikere fra drøftelsen på Christiansborg, medens folk udefra til gengæld blev underkastet en sikkerhedskontrol, der overgår, hvad jeg har oplevet i en dansk lufthavn.

Det var mere end trist, for der er ikke længere plads til ondsindede fronter i den danske miljødebat, hvor alle er dømt til at tabe, og det kun er et spørgsmål, hvad der kan reddes i sidste øjeblik. Man kunne naturligvis grave en række af de hovedansvarlige for udviklingen op og klynge dem op i en galge som skyldige i det størst mulige overgreb mod nationen, de har med os som medskyldige ikke bare gjort sig skyldige i et overgreb mod livet, men mod livets kilder og dermed vores børnebørns liv. Det kan ikke udtrykkes patetisk nok, og vi skylder Kjeld Hansen tak for at insistere omkring et emne, som man plejer at afvise med påvisningen af en fortalelse mellem mængden af kendsgerninger for bagefter at udstille personen bagved som en slags landsbytosse.

Nu har Kjeld Hansen igen, stille og roligt samt med en guds velsignelse af dokumentation og eksempler, skrevet årets mest nødvendige bog, "Det tabte land", der beretter om den gradvise reduktion af landet, som fulgte med de mange tørlægninger og inddæmninger, der især i løbet af de sidste to generationer er blevet gennemført af folk, der troede, at man kunne gøre Danmark større på vandets bekostning. Det var skader med følgevirkninger, som man nu bruger vældige kapitaler på at rette op, og jeg kunne ikke lade være med at grine, da det daværende Ringkøbing Amt solgte reetableringen af Skjern Ådal som "En succes, der har overflødiggjort sig selv".

Herregud, jeg skriver dette, medens pinsen og de lyse nætter har hvælvet sig over Danmark, der kommer en duft ude fra det åbne land, og nattergalen synger endnu. Man går her igen med glæden over at gå her, medens man går her. Det er næsten en ægte efterligning af den natur, vi som nation fik i dåbsgave, men hele tiden udsat for den gradvise forringelse, som betyder, at de fleste ikke ved, hvordan de hele tiden må nøjes med mindre og mindre.

Det er en udvikling, som Kjeld Hansen i "Det tabte land" anskuer fra de store landindvindinger, der i første omgang ramte områder som Vildmosen, men i årene op mod 1800 også inddrog fynske områder som Krogsbølle Fjord, Helnæs Made fulgte efter og grevskabet Wedellsborg føjede områder som Eskør, Føns Vang og Svinø Nor med Gamborg til.

Danmark var igen under forvandling, for bondereformerne og udflytningen af landsbyerne havde omkring 1850 efterladt et helt andet land, hvor vandstanden efter en intensiv dræning var sunket flere meter, fordi bønderne med kæmpekræfter tog fat på at opdyrke den jord, der nu var deres. Tørlægningen af et mosehul og den vellykkede kamp mod et par vældige gråsten, der havde ligget i vejen for dyrkningen siden Arilds tid, kunne tilsammen give foder til endnu en ko, og sådan må det være.

Der lå nogle af de samme, men langt større samlede bestræbelser bag især den legendariske opdyrkning af heden, som under Enrico Mylius Dalgas gav danskerne en følelse af indad at få lidt af det tilbage, som man i 1864 havde tabt udad. Det inddrog enorme strækninger, som samtiden så forsvinde med så blandede følelser, at de undertiden ikke selv vidste, hvad de mente. "Lyngen er et pragtfuldt tæppe ?, men Skynd dig, kom! om føje år heden som en kornmark står", skrev H.C. Andersen uden rigtigt at vide, hvilket ben han skulle stå på. Selvom enmandshæren mod hedeopdyrkningen, Jeppe Aa-kjær, syntes, at lyngen skulle blive stående, hvor den havde stået i tusinde år, havde han også hjerte for han Ole, der boede på heden og underlagde sig en lod med en uendelighed af "endnu et bitte nyk".

Johannes V. Jensen satte i "Jørgine" hedeopdyrkeren et smukt minde, i Norge skrev Knut Hamsun i "Markens Grøde" om Isak, der brækkede et kornland frem i ødemarken, og Hans Kirk havde også hjerte for typen. Danmark har aldrig ændret sig drastisk på grund af det, en mand kunne udrette med sin spade til hjælp, men situationen ændrede sig, da der ved Kanslergade-forliget blev sat 75 millioner kroner af til beskæftigelsesarbejde, og en god del af pengene blev investeret i afvanding og dæmningsbyggeri.

Man lagde ud med inddæmningen ved Kalvebod Brygge, men havde ellers forset sig på blandt andet Limfjorden, hvor der kunne indvindes hen ved 30.000 hektar omkring Ry Å, Gøl og Øland, Bygholm Vejle og Lund Fjord, Tømmerby Fjord, Vesløs Vejle og Østerild Fjord, Skibsted Fjord, Sønder Lem Vig, Nørrekær Enge, Sebbersund og Nibe Bredning, Fjordholmene ved Aggersund, Lønnerup Fjord, Bådsgaard Vig samt Flade Sø og Ørum Sø. Andre projekter foreslog en udtørring af Nissum Fjord, dele af Ringkøbing Fjord, ligesom man havde kig på Mariager og Horsens Fjord, Stavns Fjord på Samsø og Præstø Fjord.

Hedeselskabet, der var blevet stiftet i 1864, havde da udtjent sin oprindelige funktion, men under indtryk af de tyske forventninger om madleverancer, kunne man i de første måneder af Anden Verdenskrig fremlægge en liste på 1851 egnede steder til inddæmning og afvanding, og det ville i givet fald medføre en beskæftigelseseffekt på 1.375.000 arbejdsdage. Begge dele må ses i forhold til den givne situation, der ønskede mere korn og færre ledige. Det er den slags nødvendigheder af stål, som kræver, at alle andre hensyn træder høfligt til side, og med den såkaldte landvindingslov, der blev vedtaget i november 1940, blev der bevilget vældige summer til projekter, der realiseredes i løbet af de næste 50 år til ubodelig skade for det samlede danmarksbillede.

Bogens følgende afsnit fastholder med titlen "Basses tid" Hedeselskabets damptromle og strateg Niels Basse, der allieret med forskellige ingeniører og andre fagfolk kom til at diktere udviklingen i den næste snes år.

Danmarks Naturfredningsforening vovede sig frem med en kritik, der efter at have bøjet sig for værdien af den størst mulige landbrugsproduktion under de givne forhold satte spørgsmålstegn ved værdien af de planlagte landvindinger, der i mange tilfælde først ville give udbytte en generation senere. Hvad landmændene eventuelt vandt, mistede fiskerne, maskinerne begrænsede projektets betydning for ledigheden, og som det kunne ventes, var projekterne ledsaget af så mange følgevirkninger, at de ofte måtte opgives. Det skete dengang, men man kan stadig opleve, hvordan naturen generobrer flere af de områder, den er blevet fordrevet fra, og det er synd for folk, der som den socialdemokratiske landbrugsminister Christian Thomsen i 1964 syntes: "Jeg vil vove at påstå, at jeg kender ådale i Jylland, som er smukkere i dag, da de henligger som grønne enge med hundrede af græssende kreaturer, end de var, dengang de var sure mosehuller og sure enge".

Det kan man nok ikke fortænke en landbrugsminister i at mene, men jeg kom forleden over Thyholm, hvor naturen flere steder ligger, som istiden efterlod den, og der er det en gave at se en plet med en dal og lidt siv, hvor der oven i købet står en enkelt fjordhest med hvide hår og ser ud, som var den blevet betalt for at stå der og være hest.

Sådan tror og synes man så forskelligt, der er al mulig grund til at se sine egne motiver efter i sømmene, og netop derfor er ophobningen og rækkefølgen af oplysninger i Kjeld Hansens bog som at komme i bad, når man mest trænger til det. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor forfatteren har sin sympati, og for nu at dryppe en enkelt dråbe malurt i bægeret, misklæder det bogen en smule, at Kjeld Hansen indlader sig på en lang række personangreb, der for så vidt ikke vedrører emnet. Man kan ikke se bort fra en oprigtig tro på de store landvindingers betydning for befolkningen i de uoverskuelige år omkring Anden Verdenskrig og dermed på nogle ildsjæles overbevisning om, at målet helligede midlerne.

Tvivlen burde på den anden side have fået en mere og mere velvoksen plads, i takt med at man måtte erkende de elendige resultater af landvindingen, og derfor blev det sene overgreb mod Skjern Å et ondsindet eksempel på den bureaukratiske bedreviden, som indtil i dag har kostet så meget dansk natur livet. Jagten på korn fortsatte, medens de europæiske kornlagre begyndte at blive et problem. Nu foreligger der så en ny kornsituation, men da de tyske bilejere antagelig kan betale mere end de fattige, der allerede bærer hovedparten af byrden ved de fremherskende klimaændringer, er det et spørgsmål, om brødet giver os grund til at fortsætte rovdriften på den danske natur.

Kjeld Hansen leverer et beskæmmende billede af kortsigtede beslutninger og tvivlsomme økonomiske transaktioner, der, uanset hvordan de var tænkt, opfordrer til en voksende bevidsthed om, at mennesket ikke lever af brød alene. Det burde for hver generation være en æressag at sende landet lidt smukkere videre, end man overtog det, men det ligger i dag og er grusomt lemlæstet af det sidste par generationers bjergsomhed. Det er som påvist i "Det tabte land" endda mere heldet end forstanden, man kan takke for, at det ikke er gået værre.

Statsministeren har i bedste tilfælde forsinket hele miljødebatten ti år med det æselspark, han ved sin tiltræden leverede til ikke mindst de fagfolk, der havde udviklingen i vores natur under bekymret observation. Nu er problemet så stort og komplekst, at man godt forstår de folk, der skubber overvejelserne fra sig med en henvisning til, at naturen altid har klaret sig og stadig vil gøre det på trods af alle vores forsøg på i stort og småt at komme den til livs. Man er oppe mod offentlige kontorer og vældige branchehensyn, der har folk ansat til at bortforklare alt det, man kan se med sine egne øjne.

Kjeld Hansens fremstilling kunne med fordel have været lidt mere knap, men den kunne ikke have været mere væsentlig og uomgængelig om et emne, der burde gøre enhver til medlem af Danmarks Naturfredningsforening for at styrke denne bastion i kampen mod den fortsatte forsimpling af vores natur.

En titel som "Det tabte land" erindrer om det danske nationalsår ved tabet af Sydslesvig. Der er noget endegyldigt over konstateringen af tabet. Ødelæggelsen af naturen er en destruktion af noget inde i os selv, og derfor kan man ikke skabe smukke mennesker i en tilsølet eller dybt krænket natur. Det er en dimension, der fortjener den samme lydhørhed som de ofte anførte nyttehensyn. Gamle fatter Stauning trådte forsigtigt og ikke uden forståelse for miljøspørgsmålene, men man genkender tonen, når han udtalte: "Man hører nu og da lyrisk betonede mennesker udstøde klage over, at heden og lyngen forsvinder, men der er liden realitet i disse klager, thi lyngen, hvor smukt syn den end frembryder, er dog tegn på fattigdom, medens plantager og opdyrket jord giver arbejde og udbytte og derigennem også en højere kultur til folket".

Mig minder det om de lastbilchauffører, der ud fra en overbevisning om, at de er de eneste, der laver noget i Danmark, parkerer efter forgodtbefindende og i overensstemmelse med deres selvopfattelse.  

Hans Edvard Nørregård-Nielsen er formand for Ny Carlsbergfondets direktion