journalistik mm |
bøger |
||||
debat og artikler |
foredrag |
konsulent- ydelser |
det tabte land |
der er et yndigt land |
andre udgivelser |
|
|
||||
Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Danmark - dit og mit |
|||||
Tale
af Hans Edvard Nørregård-Nielsen, formand for Ny Carlsbergfondet, ved
receptionen den 18. november 2003 i Fællessalen på Christiansborg
”Nede i Sønderjylland bliver der stadig snakket om en husmand,
der havde erhvervet en lille forsømt ejendom, men snart fik sådan en
skik på det hele, at folk snakkede om det både vidt og bredt. Ja, det
var så helt utroligt, at præsten også måtte afsted for at se, og han
nikkede anerkendende efter at have været både højt og lavt. Husmanden
forklarede og fortalte om sine planer, det var blevet til det, mange af os
husker som en skøn bette ejendom, og præsten syntes derfor, at det var nødvendigt
at indskyde et formanende ord.
Derfor
sagde han:
-
Nu må vi jo ikke, min gode Per Madsen, glemme, at der er én ovenover,
som også har en finger med i spillet.
-
Nej, jøsses bevar os vel, sagde Per Madsen, men pastoren skulle nu
alligevel have set ejendommen, da Vorherre var alene om at drive den.
Gud eller ej, Danmark er formet af en lang række forvandlinger,
der afspejler hver tids behov. Hugo Mathiesen har skrevet en instruktiv
bog om det land, der lå her, før bønderne ved stavnsbåndets ophævelse
gav sig til at grøfte og grave sig frem mod et Højskole- og
Andelsdanmark. Vi ved jo også om han Ole, der boede på heden, at han med
kæmpekræfter brækkede sig ned gennem den jyske al. Endnu et bitte nøk,
som han sagde, og det kan nok være, at der var folk, som var kede af det.
That is life, som de raske i riget udtrykker det nu om
stunder, og er det ikke bare en tilsvarende udvikling, vi har oplevet
gennem de sidste 50 år, hvor Danmark har ændret sig gradvist, er blevet
forsimplet og besudlet, men så det ligner en nødvendighed, hvis vi
allesammen skal kunne være her.
Det er et spørgsmål som forlængst har delt landet i to lejre,
samt som noget tredie den vældige og efterhånden
apatiske gruppe, der ikke tror, det har været eller igen kan blive
anderledes.
Det er en bedrift og en gave til os alle, at
Tabeller,
decimaler og brøker, kort sagt udelukkende pis og papir i forhold til den
natur, som ser på os gennem øjnene på enhver gråspurv.
Ulykken i Danmark har længe været forskrækkende tydeligt for
enhver med forstand og sanserne i behold, samt som sagt, og derfor ikke
mindst, med en erindring om en verden af igår, hvor sommeren lå og drev
i smørgult og duftende grønt, medens viberne ridsede hurtige hvide
cirkler i luften ovenover. Naturen og dermed den nærmeste del af verden
var først og fremmest sand. Der var endda nok af den, det halve
Vestjylland bestod af vådområder, og derfor kunne det vel ikke være så
farligt, at de nede i Skjern overvejede at lave åen om til en kanal.
Vores lærer Lillelund hidsede sig naturligvis op over det, men man havde
længe anet, at han nok var kommunist.
Siden er det gået slag i slag, forskrækkende, men så
manglen på en egentlig dialog har blot fået mange til at
resignere. Derfor kommer Kjeld
Hansens gennemgang af udviklingen som en opstrammer, der bl.a. gør det
helt tydeligt, hvorfor regeringen ikke kan lide eksperter.
Det er muligt at finde synspunkter, der lader sig drøfte i et
andet lys, men "Der er et yndigt land" fastlægger med hele sin
tæthed i dokumentationen et før og efter i den danske miljødebat. Det
er i sidste øjeblik og livet om at gøre, bogen burde gøres til
obligatorisk læsning for enhver med indflydelse på dansk miljøpolitik,
så det ikke længere er muligt at opretholde en drøftelse af problemet,
som om det blot drejede sig om smag og behag.
Det er dejligt at få ret, om muligt endnu bedre at have ret, men
lige her er det direkte bekymrende og kan meget let give associationer til
den engelske gravsten, som har indskriften: "Her ligger en mand, der
holdt på sin ret".
Lad mig for at være sikker på ikke at blive tillagt det modsatte
understrege, at jeg har de
allerbedste forudsætninger for ikke at være nogen forloren romantiker.
Jeg ville uden at blinke hjælpe med at rive Randerup kirke ned og
personligt sætte kartofler på tomten, hvis sulten plagede os. Hvis den
nuværende udvikling er nødvendig og uomgængelig, må der rationelt og
effektivt skabes de rigtige brug med fasciliteter til at håndtere den
slags drift og mængden af følgevirkninger.
Det bliver måske nødvendigt, men man leder også her forgæves
efter den overodnede politiske strategi, som med omtanke og sine
fremtidsvisioner på plads tager ansvaret for dette tidehverv i dansk
landbrug og dyreetik. Man har i forhold til den nødvendige udvikling
savnet noget stort, modigt og beslutsomt.
Vi har hele tiden måttet nøjes med de små, fra gang til gang
glidende forandringer, som - for nu at sige det igen - ikke er styret af
en overordnet politisk holdning, men på de mest lusede, magtbevarende
undersøgelser af, hvad de fleste på hver deres niveau er parate til at
acceptere. " Oh,
blinde skippere og døve styrmænd, jeg råber til Jer med vand i min
mund", siger
Danmark er ikke blevet større, når man har udvidet det på vore vådområders
bekostning. Som det efterhånden klassiske eksempel så man det i og med
hele ødelæggelse af Skjern Å og ådal, som det netop har kostet enorme
summer at give lidt af sit gamle liv tilbage. Ødelæggelserne blev lusket
igennem og gennemført med tillægsbevillinger, som ikke tålte dagens
lys. Enhver indvending blev afvist som ukyndig og romantisk, skønt det
allerede dengang stod klart, at bl.a. de småbrug, som man foregav at
ville støtte, var uddøende i Danmark.
Lad
det nu være, det er som bekendt menneskeligt at fejle, men man oplever
aldrig nogen af dem på den anden side, som står frem og erkender en
fejldisposition. Tværtimod var det trods mængden af katastrofale følgevirkninger
typisk at se Ringkøbing Amt gøre sig parat til at forklare, hvorfor det
var nødvendigt at genskabe åløbet.
Reguleringen
var en succes, der havde overflødiggjort sig selv.
Det
var fermt fundet på, og jeg anbefalede da også på stedet Ringkøbing
amt at holde fast på ham, der havde fundet på det slogan. Der er nok for
ham at tage fat på i amtet.
Skjern
å projeketet er i løbet af henved 50 år historien om en
fejldisposition, der har kostet flere hundrede millioner kroner, men lad
os ikke glemme, at der trods alt er tale om en vilje til at gøre en
gammel skade god igen. Hele forløbet går på melodien "hen til
kommoden og tilbavs igen", og det er en luns i munden på kritikken.
Alle videre drøftelser ender i partipolitik, og vi kommer ikke videre, før
vi for alvor erkender, at det er emnet hævet over.
Det ville være idiotisk at lade bl.a. i dag udvikle sig til et
vennemøde. Jeg har oprigtig ondt af det danske landbrug, der som vi alle
ville gøre har prøvet at stritte mod en snigende udvikling med de til rådighed
stående midler. De fleste i faget erkender i eftertænksomme stunder, at
det efterhånden er trist at være landmand, men hele udviklingen skyldes
også, at der ikke er nogen af os som vil betale, hvad ordentlige råvarer
koster, og derfor har en dagligdag som er belastet af to så underlødige
foretagender som Arla Food og Danish Crown.
Man har de tyranner, man fortjener, der er ingen af os som har
grund til nogen larmende selvtilfredshed. Tværtimod er det jo nok sådan,
at vi har den regering, vi fortjener, men regeringen da også den
befolkning, den fortjener. Det er en kendsgerning, som opfordrer til den
største selvbesindelse, og efter at man nu i så lang tid er blevet spist
af med bortforklaringer og manipulationer fra de folk, som er betalt for
det, ville jeg håbe, at man brugte Kjeld Hansens bog som en mulighed for
at få udjævnet den vældige kløft, der i forbindelse med hele miljødebatten
er ved at skille samfundet i to uforsonlige grupper.
I stedet for at bruge de gensidige påstande til at slå hinanden i
hovedet med, kunne man ønske at et fond med hjerte for landskabsbevaring
og miljø ville nedsætte en ekspertgruppe, der uafhængig af alle de
involverede parter ville komme med en uvildig undersøgelse af de
foreliggende problemer.
Lad os som noget af det grundlæggende tage de stigende mængder af
svinegylle. Jeg er helt med på, at f.eks. en importindtægt på f.eks. 27
milliarder kroner ikke uden videre kan undværes, men lader tallet sig
reducere til 17 milliarder, hvis man trækker den offentlige støtte fra.
Og hvordan ville beløbet videre se ud, hvis man modregnede, hvad det
koster at rydde bare nødtørftigt op efter den stigende ødelæggelse,
der er en direkte følge af gyllen. Der er nok at tage fat på i bl.a. de
danske farvande og søer.
Der
kunne nævnes adskillige andre udgifter, som efter mit bedste skøn
reducerer indtægterne ved svneavlen drastisk, og man kan omvendt spørge,
hvilke indtægter der ville være forbundet med fremstillingen af
kvalitetskød. Hvad koster det desuden i tabte turistindtægter, at vi er
blevet Europas førende gylleland og afmægtige må se, hvordan enhver med
landbrugsloven i hånden kan bygge vældige svinestalde på steder, hvor
andre folk ikke kan få lov til at ændre et kvistvindue.
Nogle besindige og redelige tal ville gøre små underværker, og
viser det sig, at der ikke er nogen vej udenom svinene, kan det som sagt
ikke gå hurtigt nok med at få skabt steder, hvor de kan opfodres til
mindst mulig skade for miljøet og landskabet.
Jeg
efterlyser en upartisk redegørelse, der respekterer vores behov for at
overleve på alle niveauer og derfor uanset udfaldet stiller krav til os
alle.
For
sidst og derfor ikke mindst:
Det drejer sig ikke bare om forurening, men om hele det spind af løgnagtighed,
som efterhånden har lagt sig over vores samfund. Vi kan ikke bevare
begreber som etik og moral i et samfund, der er ved at blive gennemfordærvet.
Enhver dansk troskyldighed er forlængst blevet erstattet af den
fremherskende råhed og behovet for at imødegå al usikkerheden med
egoistiske løsninger.
Enhver
ved sit, og enhver ved også, at det er blevet en folkesygdom, som vi alle
er smittet af. Selv ved jeg efterhånden ikke, om det er miljøet, der har
skabt os, eller om det er os, der har skabt miljøet.
Saxo fortæller om en lignende situation i Danmarkshistorien, Alle
gik og blev ondskabsfulde af bare lediggang og mangel på noget overordnet
fælles. Der var en, som var blevet så ked af det, at han holdt sig for
sig selv nede ved stranden, og der så han en dag hvordan en fjendtlig flåde
nærmede sig kysten.
Ham
afsted og op til de andre, som han råbte til: "Jeg forkynder Jer en
stor glæde. Fjenden er gået i land".
Fini
|